Livskvalitet

Snakkede den anden dag med Dennis, han skulle lave en mindre opgave om hvad livskvalitet er. Vi snakkede frem og tilbage om kom frem til at det var et relativt begreb og var afhængigt af ens fysiske og mentale tilstand. I dag havde Karen indbrud og fik stjålet sin computer, så nu her da jeg skulle til at sove – og ikke kunne – tænkte jeg på, hvad jeg mindst vil ha stjålet og hvorfor. Disse to ting, livskvalitet og indbrud har ikke lige umiddelbart noget med hinanden at gøre og dog.....

Hvis min computer blev stjålet ville jeg blive uendelig ked af det. På den er mine billeder aka dokumentation for mit liv de sidste to år, sære dokumenter bla et brev til Peter Schmeichel, hvor jeg beder ham om at stoppe på landsholdet, før han bliver alt for meget til grin, universitetsopgaver, musik osv. Apropos musik så ville jeg flæbe, hvis mit 14 år gamle stereoanlæg (denon kassette og cd-afspiller, NAD forstærker og pladespiller samt Dali højtalere) blev stjålet – og mine cd'ere! Ka nærmest huske hvor og hvornår jeg har købt dem alle. Min første cd var The Black Crowes The Southern harmony and Musical Companion købt i GUF ca 1992 – min seneste Povl Dissing: Jeg er en tosset spillemand i Århus for en uge siden. Det er jo bare ting – men det er så meget mere, det er bunker af minder om mit dejlige liv.

Mine tanker fløj videre til, hvad der var livskvalitet udover mine ting – hvad der gør mig så super glad uden måske at være noget stort. Nogle vil nok finde det sært, at jeg først vil nævne min hund, mens andre ved at hun er noget ganske særligt for mig. Lille Lunafis med store poter, lille snude og lysebrune hår på indersiden af ørerne.. og en lille fin navle midt på den bløde mave. Hun bor jo hos mine forældre og for at blive der, så er det så satans rart at sidde og glo på tekst-tv med min far – med lyden slået fra vel at mærke. Så sidder vi bare der og læser og siger ikke så meget. Noget andet er lyden af forargede og let hysteriske grin fra nevø og niece, når jeg bander HELT vildt overfor dem og siger at jeg må, fordi jeg er over 18. Til det er der bare intet argument – og de ved det. Min søster Rikkes grin går lige i hjertet, fordi vi har grinet ufattelig meget sammen og lavet så sære ting at vi ikke ku tale i flere minutter af bar grin.

For at gå videre til mine venner, så findes der intet bedre end at ha slået lejren op på Roskilde på vores sædvanlige plads, sidde under vores lave pavillon, drikke øl, glo på mennesker, tisse ved hegnet, synge cykelsangen osv. I år skulle vi kun nå til mandag kl. ca 12 før jeg sad og tudede af lykke og jeg var ikke en gang påvirket af kirsebærvinen endnu. Klaus fortjener her sin helt egen bemærkning, for er der noget den dreng gør, så er det at få mig til at grine, synge, råbe og være super ligeglad med hvad folk omkring mig tænker – og så elsker vi publikum, for dér sviner vi hinanden mest.

Søde Karen – hende med indbruddet – er også en historie for sig selv. Hun bor i stuen og jeg bor på 6. Tit og ofte løber vi på besøg hos hinanden for at prøve tøj, tude over den høje rate af skvattede mænd, drikke the og øl samt gå incognito-ture med kropssolbriller og tømmermænd rundt om voldene. Jeg kan slet ikke undvære hende, det er lidt som at være på højskole, hvor man lige løber op af trappen til Marie for at sludre om alt det man nu smuglyttede sig til i vaskeriet.

Smartin ringer til mig siger han ofte med falset stemme: ”Jeg kender dig godt, jeg ved godt, hvem du er. Jeg er lavet af herpes og hør”. Sære damp-dreng men for filan hvor er han bare en dejlig og super damp-dreng. Han har så mange sider i sig, ligefra virkelig irriterende og hyper til rolig og lyttende, hvilket gør at han altid kan gøre en glad, hvad enten der ska ynkes eller festes.

Fiseklovnen er som navnet antyder noget ganske særligt. Han er nok den i verden, der kender mig bedst – på meget godt og meget ondt. I to år har vi ikke snakket sammen og det har jeg manglet, for vi havde opfundet vores helt eget sprog (som jeg så måtte tale med Luna) og vores helt eget univers og det er så rasende sjovt.....for os i hvert fald – hahah :) Vi har sange, udtryk, fagter, tonelejer, stemmer osv og han får mig bare til grine og føle mig så godt tilpas. Det vil jeg ikke undvære for noget.

Listen kunne fortsætte, for jeg er så heldig at ha mange herlige mennesker omkring mig, der ofte får mig til at tænke: KÅRS, hvor er hun/han sej, sjov, stærk, sær osv og nu har Kvissi sikkert saltstænger med og Chinook er forvirret.

Pointen er, at livskvalitet for mig er tryghed, gentagelser, minder – fælles historie. Selvom jeg laver de samme ting med de samme mennesker igen og igen – eller måske lige netop derfor, så ELSKER jeg det. For at skabe samhørighed og identitet, så skal man have noget fælles, og det er lige meget om man taler om en nation eller om 2 mennesker. Ofte er tryghedsnarkoman-begrebet negativt ladet, som i ”så forlader hun bare aldrig sin lejlighed og sine 1000 katte”, men for mig er trygheden udgangspunkt for oplevelser man ka dele med andre. Hvert år på Roskilde Festivalen synger vi de samme sange, siger, at Klaus er tyk og ligner Orange Scene, tisser i tog – men hvert år kommer der nye traditioner til, vi møder nye mennesker og bliver påvirket af dem og måske med tiden overtager de nyere traditioner de gamles plads, men grundlaget er altid noget vi kender. Når jeg kommer hjem til Luna, så går jeg hen til den lille sofa, hun hopper op, jeg hiver den hen foran fjernsynet og så ligger jeg og holder om hende hele aftenen. Vane, rutine, tradition – tryghed.

Så fuck Nykredit og deres lamme løgnagtige reklame. Jeg vil ikke ha noget nyt – jeg vil ha noget jeg genkender, måske bare i nyere forklædning. Jeg vil ha rytmen i nyhedsudsendelsen, Ulla Terkelsen fra London, Samuel fra Moskva, Tommy Troelsen og Tipslørdag tilbage, jeg vil se Ryan Giggs' fine mål mod Arsenal i 1999 og hver gang jeg ser ham løbe op af fløjen, så tænker jeg på det mål og tænker: gør han det igen? Jeg vil synge om gamle helte og store bedrifter og jeg vil grine af de samme historier igen og igen. Når man får en ny cd, ny ven, ny kæreste, nyt fag, ny nevø, nye støvler - what ever - så er det jo først, når man lærer de forskellige dele at kende, at det bliver til noget, der giver livskvalitet. Man tager vel til en ny by, nyt land, ny bar i håbet om at finde et sted, hvor man gider at komme igen og igen, så det bliver velkendt og stopper med at være nyt. Og I don't freaking love NY – der er jo hul i midten.

Btw, så elsker jeg jer alle sammen, fordi I er så tilpas skøre, at I gider mig.