Fire dage på Truckstopvej.

Tidligt - altså VIRKELIG tidligt - torsdag morgen satte søster L

og jeg kurs mod Truckstopvej. Forude lå fire etaper med 4

fødselsdage+ en kandidatfejring. De 4 fødselsdage stod Luna,
søster L, mor og far for. Kandidaten - det var mig. Vejret viste sig

fra den varme og solrige side - hurra! Da vi kom fik Luna sin gave

fra mig - og sikke en overraskelse! Det var rosiner. Lillefisen var ude af sig selv af lykke og løb rundt med pakken i gården, indtil hun indså at poter ikke er det bedste redskab til at pakke op med.

Så sneg hun sig hen til mig, så jeg ku assistere. NUJ, hun er så

fandens sød! Dagene gik med at skrive ansøgninger, hvilket var

smart nu når søster L var near by til at give fif. Hun er jo prof. på

job-måden, hvor hun screener folk til stillinger.

De tre første dage cyklede jeg til stranden, der ligger 5km væk og fik lige

pusterum fra alt det familie-hejs, blev brun og kastede mig rundt i vandet.

Vejen ned til stranden går gennem en skov, der blev drastisk reduceret

under orkanen i 1999. Ikke desto mindre er der hyggeligt og tæt skov.

Elsker den vej. Forældrene mine tager til en anden strand i nærheden,

men jeg sværger til Bildsø Strand. Det var der Camilla og jeg altid cyklede

hen, da vi var kid og der jeg helst vil hen, når jeg er hjemme.

Jeg sov i telt i haven, fordi når hele baduljen er hjemme, så er lillesøster

(det er mig) forvist til stuen og så er det altså mere fredeligt at bo i haven.

Bonus er så, at jeg elsker at sove i telt. Jeg havde dog overset naboens

haner...det er ikke lyv, de galer som BESAT ved solopgang. Fik næsten

mindre søvn end på RF.

Fredag var M, F, søster L og jeg på aftenudflugt. Vi lagde ud med is

ved Stillinge Strand. TopHat var en skuffelse...bestemt ikke som i

gamle dage, da vi rendte rundt og hørte Level 42, Gianna Nanini og

Eurithmics. Så sku vi ned og klappe broen. Det turde bangebuksen

mig self ikke - har nok det der højdeskræk - men det er et freaking imponerende bygningsværk!

Søndag skete der 3 fantastiske ting: Sastre vandt Le Tour - og de

krammede alle sammen. Dernæst begyndte Karl at høste på

"vores" mark. Ka slet ikke huske, hvornår jeg sidst har været

hjemme mens, der blev høstet lige udenfor vinduet. Det var SÅ

fantastisk. Jeg gik helt i barndom og ville se vandprocent, have

ridser fra stubbene på benene, agner i næsten og være støvet over

ALT! Duften af høst og synet af Sørens grønne majetærsker på

vores mark var en walk down memory lane. Hvor sindsygt at

være vokset op i den verden. Tusind tak til moren og faren fordi

jeg har fået så særlig en barndom. HURRA! Er faktisk lidt i tvivl

om, hvem der var mest lykkelig - mig eller skønne nephew Jacob.

Men det er vist tydeligt at vi er let overstadige.

Den sidste fantastisk ting, der skete søndag var, at søster L havde

fået billetter til DK-Sverige. Hångbol-drengenes sidste kamp inden

de tar til OL for at smadre de andre. Det var helt fantastisk. Jeg var lykkelig. De tævede ikke svensken så meget som håbet - og her

mener jeg fysisk - men der var smukke mål, gode redninger og

bare pisse go energi fra de der bold-helte. Nogen glæder sig til OL i

almindelighed og til herrerhåndbold i særdeleshed. Håber

fakkertalt at Klavs Bruun blir skadet, så Mikkel Hansen ka komme

med. Han spiller fandme go bold og smadrer bolden ind fra distancen.

Ret smadret kom jeg hjem søndag aften og på trods af tilbud om

druk fra Klaus, måtte jeg kapitulere. Skulle osse op og skrive

ansøgninger mandag morgen anyways.

Fed forlænget weekend, var det!

Vive le Tour!

Jeg er jo rutineret tour-elsker. Har fulgt Touren siden 1989, hvor TV2 sendte derfra for første gang. Det år vandt Greg Lemond med den historiske lille margin på 8 sekunder over Laurent Fignon. Fignon - som huskes for sine runde briller og lyse hestehale - havde trøjen på sidste etape som var en enkeltstart. Som den snedige læser kan regne ud, så vandt Lemond enkeltstarten - og slaget var så hårdt for de franske arrangører, at der siden da aldrig har været enkeltstart på sidste etape. Lemond blev min første Tour-helt og mens jeg sad og lyttede på Mader og Leth og intenst fulgte alle etaperne tegnede jeg Lemonds holdtrøje. Holdet hed "Z" og havde et superflot logo. Det så ca. sårn ud. Jeg nøjedes ikke med at tegne. Jeg tog også noter. Mange. Alt af interesse om løbet - anekdoter, store bedrifter, nederlag osv. - som den dynamiske duo fortalte, det skrev jeg ned. Da Lemond stoppede havde jeg lidt svært ved at finde en ny helt. Men valgte faldt på Gianni Bugno - nuj et godt valg! Lidt udskældt, lidt underdog, lidt arrogant og så var han over the top, da jeg valgte ham. Perfekt! Det var alt for let at holde med Don Miguel eller Bjarne R. Jeg elskede Gianni og gør det stadig. Dobbelt VM-vinder og dobbelt vinder i Alpe d'Huez. Han har sit eget sving på den legendariske stigning - og der har jeg stået. Mit og Bugnos sving.

I dag var så Alpe d'Huez-dag. Jeg vågnede tidligt og gik i gang med forberedelserne. Sku lige ind til byen og købe gave til min far - og så ellers tilbage og lave Vive le Tour-brunch. Stor succes. Overholdt 3 meters-reglen: ALDRIG MERE END TRE METER VÆK FRA TV'ET, NÅR DER ER VIGTIG SPORT! Min helt i år er ikke Frank eller Carlos. Ej heller Menchov og slet slet slet ikke dobbeltmoralsken og suren med tøsestemmen, Evans. Evans er faktisk pt. nr. 1 på min hadeliste. Asso helt oprindeligt er min helt i disse år Christophe Moreau (hvis bror Francis iøvrigt osse har kørt TDF). Moreau er nemlig det tætteste jeg kommer på en ol' school rytter, der lever op til min krav. Let arrogant, let underdog og let kontroversiel - hurra! Måske cykelsportens Cantona uden at drage yderligere sammenligninger. Men Moreau er ude af årets Tour og nu har Andy vundet min gunst. Det er så rådden som han ka køre op - og lige ned for at tjekke ud - og så op igen. Hørte lige en anekdote på sporten.dk om at Andy, Jullich og Lance sidder på random bjerg i USA. Jullichs cykel har probs, men servicebilen ka ikke komme op. Andy sir: den klarer jeg. Han lader sig falde ned til bilen, får Jullichs reservecykel og kører let op igen, så Jullich ka få sin cykel. Eftersigende skulle Lance ha måbet en del - og det er vist sjældent at han gjorde det.

nå, tilbage til dagens udfordring. Gik helt i koma da feltet ramte Huez'en. Tudede nærmest af forventning, glæde, begejstring og erindringen om store bedrifter og mit eget møde med stigningen. (dog i bil, men der var så stejlt, at jeg på et tidspunkt sad og skreg i panik - hahahaha) BANG! Carlos kørte og jeg råbte. Evans ku nada. Og jeg lo hånligt. Så I lige Andy? "Hej, jeg hedder Andy. Jeg kører lige op af Huez'en. Hver gang nogen angriber, så kører jeg med - og henter dem. Nogle gange kører jeg lige ned langs favoritgruppen, for at se, hvorn de andres ansigter ser ud. Til tider keder jeg mig lidt, fordi der køres lidt for langsomt til min smag. Så sætter jeg mig lidt bagude og hygger. Drikker lidt vand og nyder landskabet. Der er ganske smukt heroppe fra. Når vi kommer i mål skærer de andre ansigter og ligner nogle, der er ved at omkomme. Jeg smiler bare og tænker: Vildere - højere! En tur til! Van Damme Camp/Nietzsche-style, I ved. Det er sq meget fed at være cykelrytter"

Mon dieu! Jeg har fået mig en ny helt - and the fun has just begun.

VIVE LE FREAKING TOUR!