Anne Marie.

Denne blog bliver om en dag i mit liv, som jeg aldrig vil glemme.

Torsdag 3. januar.
Jeg var hjemme hos Luna og hun pev på den anden side af døren mens jeg tørrede mit hår. Mor og far ville komme og hente Rikke og mig, når de havde været i kapellet og sagt farvel til Anne Marie. De kom og vi kørte til hendes begravelse i Havrebjerg Valgmenighedskirke i et frygteligt vejr - det virkede som om hele naturen reagerede mod den uretfærdighed hendes død er. Kirken var fyldt med mennesker og smukke blomster i alle farver. Jeg er ret sikker på, at Anne Marie elskede blomster - jeg ved det ikke med sikkerhed, men hun var så farverig og glad, at det modsatte ville være ganske utænkeligt. Jeg ved til gengæld, at hun elskede god rødvin, at hun altid sagde sin meninig - osse til min far, som faktisk lyttede til hende, tror jeg. Hun var altid smart klædt m. høje hæle og selv-syede kreationer, der overskyggede alle andres outfits. Måske osse fordi hun med hendes udstråling overskyggede alle andre. Hun syede Rikkes brudekjole - og den gjorde Rikke om muligt endnu smukkere end hun allerede er. Anne Marie var altid nærværende, vidste lige præcis hvad vi (mine søstre og jeg) rendte rundt og lavede og var oprigtig interesseret og havde altid noget at bidrage med, når vi talte om det. Luna elskede hende og hun tog sig altid af hende. Bent (hendes mand) var forbi mine forældre den anden dag, efter at Anne Marie var død - Luna blev ved med at snuse rundt og lede efter hende. Anne Marie var min grandtante og døde alt for tidligt af kræft. Hun havde vundet kampen én gang for 1 år siden, men i sensommeren i år blev hun indlagt igen og så er det bare gået ned af bakke. Jeg troede ikke hun kunne dø. Det troede hun heller ikke selv. Hun var super sej og en kæmpe inspiration - pev aldrig, men tog problemerne op og løste dem. Da hun fik stomi meldte hun sig til en ny vandgymnastik-sæson og hoppede og dansede på alle tabuerne om stomi og det at have kræft. Jeg vil godt nok savne hende og hendes ukuelige humør, empati, nysgerrighed og ærlighed. Inden hun blev kørt væk (med forhåbentlig noget go høj musik og en flaske rødvin i rustvognen) Lagde jeg en rose på hendes kiste - og beholdte et blad til mig selv.

Om aftenen tog jeg ud til Klaus og legede fødselsdagsoverraskelse for ham m. Ditte, Danels, Malene, Line, Susanne, Silke og Robbie. Vi grinte meget og Klaus fik en ost i spisegave samt noget Fernet som jeg sneg mig udenom. Så en hård dag endte med gode grin i fantastisk selskab. Lige i Anne Maries ånd.