Stemmen fra graven.

Det lyder lidt som en gyser, men det er nu bare en meget præcis betegnelse for den røst Mark Lanegan render rundt med. Jeg var til koncert i Lille Vega i går med The Gutter Twins aka Greg Dulli (Afghan Whigs) og min helt Mark Lanegan, der vel efterhånden ikke behøver nærmere introduktion her?

Det var den første koncert jeg har set, hvor Lanegan var på scenen hele tiden. Jeg er måske lidt bange for ham. Han er helt klædt i sort, står og ser meget indelukket ud med den ene hånd på mikrofonen og den anden på stativet og når han så åbner munden og synger, så er der fandme næsten så dybt, at mit øre ikke opfatter det. Hvor ER han dog sindsyg! Tonerne buldrer ud af ham og rumler som var det torden. Jeg er helt fjollet med den vokal. Selvom Dulli er den udadvendte så stod jeg og gloede på Mark under hele koncerten. Osse når han ikke sang og når Dulli havde en fest et andet sted på scenen. Mark står bare helt stille, fortrækker ikke en mine og det er der nogle, der tolker som uoplagthed. Det gjorde fx. en fra Gaffas mere eller mindre (og mindre er vist kodeordet her) kvalificerede anmelderkorps, der åbentlyst ikke aner en hat om Lanegan og slet ikke har gjort sig den umage at reseache lidt på, hvorn han normalt er til koncerter. Uoplagt my ass - Lanegan er bare ikke en, der underholder. Han synger sine sange og de ka fint stå for sig selv, specielt med den vokal, hvorimod Dullis stil kræver en mere udadvendt personlighed. Pointen er netop at de to er så fantastiske sammen; Dulli med sin charmerende personlighed og lyse hæse stemme og Lanegan, den introverte og dystre. Det ville være helt forkert i min verden, hvis Lanegan rendte rundt og var mega udadvendt - det passer slet slet ikke til ham. Dog skete der noget i går, som jeg ikke har oplevet endnu med Mark. Normalt siger han ikke et ord til publikum, men i går - under et vist pres fra Dulli, der præsenterede hele bandet - blev Mark nødt til at brumme: Greg Dulli og pege lidt på ham. Skønt øjeblik! Og endnu finere blev det, da Dulli åbentbart under en sang lavede noget fis, der var så sjovt, at Lanegan måtte smile og måske fnise lidt? Jeg var helt færdig af grin - det var noget af det mest mærkelige nogensinde; Mark, der smiler. Fantastisk koncert, men Lanegan ka ikke gøre noget forkert i min verden. Jeg vil med glæde se flere timers koncert kun for at høre ham synge en sang.

Hurra! Men nu kalder specialet - nuj jeg er så træt af det i disse dage. Ska lave noget, jeg ikke heeeeelt har styr på, og så er det lidt svært at tage sig sammen.

Ha det fint!