Rotten gæsteblogger.

Dette er en meget speciel blog-dag. Jeg har for første gang nogensinde en gæsteblogger - det er min højt elskede Rotte. Hun er døbt Rotte, men hendes forældre kalder hende Ania - forstå det hvem der kan. Rotte og jeg har gået i gymnasiet sammen og da vi var færdige med det pjat, flyttede jeg til Slagelse og hun boede hos mig nærmest hver weekend, hvor vi var på massivt druk, og hylede sammen med grisling mod månen. Rotte, der faktisk er fancy journalist, har skrevet en fin historie og uden videre præsentation, kommer den her. God fornøjelse!


Der var engang to kringler; storekringle og lillekringle. De navne havde kringlerne selv kringlet, fordi de ellers ikke kunne kringle, hvordan de skulle kringle, at de begge hed kringle.
Man skulle egentlig ikke tro, at tilværelsen som kringle er svær at kringle, men allerede kort tid efter at kringlemor og kringlefar havde bagt dem, skulle det vise sig, at hverken storekringle eller lillekringle forstod at kringle sig gennem livet.
Det var storekringle, der som den første blev købt fra kringleforretningen og blev taget med hjem af en meget kringlegal familie. Storekringle havde syntes, at det var spændende at blive kringlet ned i en fremmed dames taske. Med det samme indså han dog, at han ville komme til at savne lillekringle noget så frygteligt, og så havde han hurtigt fået kringlet det sådan, at han ikke behøvede at undvære lille kringle ret længe. Da den kringlegale familie kom hjem med storekringle, havde han i næste nu kringlet sig så lille, at hans nye kringlemor og kringlefar var blevet i tvivl om, om der var nok kringle til kaffen.
”Jeg synes, kringlen så noget større ud i forretningen”, sagde kringlemor.
”Ja”, havde kringlefar sagt – ”kringler du ikke lige ned og køber en kringle mere? Jeg synes, jeg så, at de havde en enkelt lille kringle tilbage, da vi kringlede os ud ad døren.”
Og så havde kringlemor kringlet sig ind i bilen igen og var kørt ad den lange kringlede vej tilbage til kringleforretningen.
Inde i kringleforretningen havde kringlemor hurtigt kringlet sig forbi en ældre dame, som så ud til at kunne finde på at kringle den sidste kringle ned i sit indkøbsnet. Damen havde givet kringlemor et kringlet blik, som ikke helt kunne kringles, men det bekymrede ikke kringlemor, så længe hun havde fået sig kringlet forrest i køen.
”Hvad kan jeg kringle for dig?”, spurgte den oprindelige kringlemor bag disken.
”Jeg vil gerne se på en kringle”, svarede den nye kringlemor.
”Ja, den kan vi vist lige nøjagtigt kringle, vi har nemlig lige en enkelt lille kringle tilbage.”
Man kunne se på den gamle kringlemor, at hun var kringleglad for at kunne kringle kringlekundernes kringleønsker.
”Uanset om den koster kringler, så kringler du den bare over disken”, sagde den nye kringlemor med et kringlet smil.
Efter at have brugt sine sidste kringler på lillekringle, kringlede kringlemor sig endnu engang ud ad døren til kringleforretningen og kørte den lange kringlede vej hjem igen.
”Hej kringle”, råbte storekringle til lillekringle ude fra kringleskabet, da han høre kringlemor kringle sig ind ad hoveddøren.
”Hej kringle”, svarede lillekringle med en så munter stemme, som han kunne kringle ud af sin lille kringlemund. Der var ingen af kringlerne, der havde så kringlet en tankegang, at de endnu havde kringlet, hvad det var, de havde kringlet sig ud i.
”Så er der kringle”, kvidrede kringlemor, - hvis du lige kringler kaffen, så kringler jeg Fernet Brancaen, sagde hun til kringlefar, som allerede var ved at kringle kringlerne ud af kringleposerne og op på tallerkner i kringlestørrelse.
Kringlemor og kringlefar havde en lille uformelig kringlesøn, der i udseende godt kunne minde lidt om en kringle. Han havde for længst kringlet sig til rette i sofaen, og hans øjne lyste som friskbagte kringler, da storekringle og lillekringle blev sat på det kringleklare bord.
Da kringlemor og kringlefar havde kringlet sig ned ved siden af deres kringlesøn, kringlede de fjernbetjeneren fra ham og fik sig kringlet over på en kanal, der viste et kringlet dokumentarprogram om, hvordan en god kringle kringles.
”Rækker du mig lige kringlen?”, spurgte den kringlelignende kringlesøn sin kringlemor.
I samme kringlede sekund som kringlemor kringlede sin kringlede hånd ind over det kringlebesatte kringlebord og rakte ud efter storekringle, gik det - alt for sent - op for kringlerne, hvad det var, den kringlegale kringlefamilie var i gang med at kringle. Alle muligheder for at kringle sig ud af denne kringlede sitution syntes for kringlede til, at kringlerne kunne kringle det, og et kringlet øjeblik senere kringlede den kringlelignende kringlesøn kringlekniven i storekringle, og både lillekringle og storekringle måtte kringle en tåre, fordi de havde forspildt deres sidste kringlede chance for at kringle sig ud af den meget kringlede situation.
”Tak for lort”, nåede lillekringle lige at kringle frem, inden storekringle led den kringlede kringledød. Lillekringle syntes godt, at storekringle kunne have kringlet sine kringlede tanker således, at han havde kringlet, hvad det var, han havde kringlet lillekringle ud i, da han fik kringlefamilien til at kringle tilbage til kringleforretningen.
Da den kringlegale kringlefamilie havde kringlet storekringle ned, kringlede de også lillekringle, og således blev det kringlet, at hverken storekringle eller lillekringle fik et langt og kringlet liv.
Nu kringler de begge rundt i et kringlet helvede, for ingen af dem kunne få kringlet sig forbi Skt. Peter uden også at blive kringlet ned i hans kringlede halshul.

Anne Marie.

Denne blog bliver om en dag i mit liv, som jeg aldrig vil glemme.

Torsdag 3. januar.
Jeg var hjemme hos Luna og hun pev på den anden side af døren mens jeg tørrede mit hår. Mor og far ville komme og hente Rikke og mig, når de havde været i kapellet og sagt farvel til Anne Marie. De kom og vi kørte til hendes begravelse i Havrebjerg Valgmenighedskirke i et frygteligt vejr - det virkede som om hele naturen reagerede mod den uretfærdighed hendes død er. Kirken var fyldt med mennesker og smukke blomster i alle farver. Jeg er ret sikker på, at Anne Marie elskede blomster - jeg ved det ikke med sikkerhed, men hun var så farverig og glad, at det modsatte ville være ganske utænkeligt. Jeg ved til gengæld, at hun elskede god rødvin, at hun altid sagde sin meninig - osse til min far, som faktisk lyttede til hende, tror jeg. Hun var altid smart klædt m. høje hæle og selv-syede kreationer, der overskyggede alle andres outfits. Måske osse fordi hun med hendes udstråling overskyggede alle andre. Hun syede Rikkes brudekjole - og den gjorde Rikke om muligt endnu smukkere end hun allerede er. Anne Marie var altid nærværende, vidste lige præcis hvad vi (mine søstre og jeg) rendte rundt og lavede og var oprigtig interesseret og havde altid noget at bidrage med, når vi talte om det. Luna elskede hende og hun tog sig altid af hende. Bent (hendes mand) var forbi mine forældre den anden dag, efter at Anne Marie var død - Luna blev ved med at snuse rundt og lede efter hende. Anne Marie var min grandtante og døde alt for tidligt af kræft. Hun havde vundet kampen én gang for 1 år siden, men i sensommeren i år blev hun indlagt igen og så er det bare gået ned af bakke. Jeg troede ikke hun kunne dø. Det troede hun heller ikke selv. Hun var super sej og en kæmpe inspiration - pev aldrig, men tog problemerne op og løste dem. Da hun fik stomi meldte hun sig til en ny vandgymnastik-sæson og hoppede og dansede på alle tabuerne om stomi og det at have kræft. Jeg vil godt nok savne hende og hendes ukuelige humør, empati, nysgerrighed og ærlighed. Inden hun blev kørt væk (med forhåbentlig noget go høj musik og en flaske rødvin i rustvognen) Lagde jeg en rose på hendes kiste - og beholdte et blad til mig selv.

Om aftenen tog jeg ud til Klaus og legede fødselsdagsoverraskelse for ham m. Ditte, Danels, Malene, Line, Susanne, Silke og Robbie. Vi grinte meget og Klaus fik en ost i spisegave samt noget Fernet som jeg sneg mig udenom. Så en hård dag endte med gode grin i fantastisk selskab. Lige i Anne Maries ånd.