The Mars Volta

Ajmen! Var til koncert i går med Ellen, Erik, Marcus og Chinook. Vi mødtes på Blomsten før koncerten og drak et par øl, for lige at komme i stemning. De skulle egentlig gå på kl. 20, men først kl. 20.45 entrede de scenen til hvad der skulle vise sig at blive 2 timer og 20 minutters inferno af jazz, funk, psykedelisk, metal, rock, salsa og ca. en håndfuld andre genrer. I modsætning til den 3 timer lange The Cure koncert for 1½ uge siden, så kedede jeg mig på intet tidspunkt - men nu elsker jeg jo osse The Mars Volta i en nærmest ekstrem grad. De bevægede sig rundt i deres eget fantastiske lydunivers og udfordrede alle ens sanser - and then some! Jeg er jo på ingen måde musikkyndig på den udøvende måde, så har nok slet ikke fattet alle nuancer til den koncert, men selv med min ringe indsigt var det ikke svært at spotte, at de er nogle syge syge syge musikere. Desværre fik hverken bassist eller keyboardspiller særlig meget opmærksomhed, men der sku filme osse meget til at gøre sig bemærket, når der var den syge sax-klarinetspiller, der, som Erik sagde, bestemt ikke var ked af det, og en percussion-dude, der bare ga den gas. Derudover lagde jeg slet ikke mærke til rytmeguitaristen, men det tror da pokker, når Omar i den grad var den, der holdte festen. Tænk at en lille dreng ka indeholde så meget guitar-lir! Ved siden af ham stod en af de mest fantastiske forsangere i verden - Cedric - der gerne synger både i falset og nasalt og gør det så freaking fed, at det er umuligt at beskrive. Dertil danser han en nærmest anfalds-agtig dans, hvor det er som om musikken overtager kontrollen med kroppen som var han besat af en dæmon (og hvilken dæmon!). Jeg elskede Cedric og Omar VOLDSOMT i forvejen, så at de var så seje kom slet ikke som nogen overraskelse, men trommeslageren........hold nu op. Det absolut vildeste trommeri jeg har hørt - vildere end Tools trommeri. Thomas Pridgen er min nye trommehelt - han var vanvittig. Sad med bare tæer og spillede på dobbeltpedal - eller nårh nej, det LØD bare som dobbeltpedal, fordi han er så syg. Under en godt 30 min. jam-session til koncerten blev Thomas bare ved og ved og ved og ved og Omar blev ved og ved og ved og Cedric dansede rundt og elskede det hele. Normalt hælder jeg mest til, at soli er kedelige......men my freaking god hvor var jeg på grænsen til at vræle af lykke til mega-solien i går. Man ved det er godt, når stortrommen får ens næsebor til at blafre. Det var galt - det var det vildeste jeg har oplevet fra en scene. Det var ikke den bedste koncert jeg har været til, for jeg var ikke "med" i koncerten - men det er fandme det bedste scenekunst jeg nogensinde har oplevet - ingen andre bands har på nogen måde nået op til The Mars Volta, hvad angår teknik og især tightness - SÅ tight, at man fandme tror det er umuligt. The Mars Volta spiller ikke for at underholde, de spiller for at udtrykke deres kunst, hvilket betyder at der ikke er det store spil mellem band og publikum - og det er lige præcis perfekt med Omar, Cedric, Thomas og co at man får lov til at beskue deres univers på tætteste hold. Un-be-lievable. Fandme livseliksir-bombardement på alle sanser.

Bagefter tog vi på værtshuse, drak øl, jublede over koncerten, drak flere øl og grinede, snakkede. Det var så sindsygt hyggeligt. Chinook tog lidt tidligt hjem, men Ellen, Erik, Marcus og jeg fortsatte og det var bare en så fed aften og nat og så fed at sidde og sludre med Erik og lære Ellen bedre at kende. Alt var perfekt. Tror fandme næsten det var noget jeg havde drømt, da jeg vågnede i morges, men tømmermænd der kørte Thomas Pidgen-style i mit hoved og smagsløg, der åbentbart er gået ned pga. lydpresset, forsikrede mig om, at det var the real deal.

Tak til Malde, der allerede for 3-4 år siden plantede The Mars Volta-kimen i min hjerne. Jeg var dog ikke nået til et level, hvor jeg fattede dem.
Tak til Erik, der insisterede på, at jeg skulle gi dem en chance til, og pastede link til Televators på youtube.

Har meldt mig ind i en gruppe på facebook der hedder: And on the 7th day The Mars Volta created god. Det er lige præcis sårn verden hænger sammen.

Retro mirc.

Det er egentlig kun mig, der har været fraværende på gamer-chatten irc det sidste år eller noget i den stil, så det er kun for mig, at det var total retro at vende tilbage i går. Der var tema-tirsdag om e-sport med bla. counter-strike, hviket førte en masse ufattelig gode irc-minder med sig, så jeg installerede, joinede og fik en snak med mange af de gamle drenge hos mine yndlings claner. Mange af dem var mere eller mindre væk, og på min højtelskede #KLF, var der kun Munde, sjat og mig. For sevans hvor har jeg brugt mange tusinde timer på irc fra min debut kort før RF01 og frem til sidste sommer, mener jeg det var. De første år var klart de sjoveste med adskillige latterkramper hver dag med darkie, røvløget, lizzardking, sjatten, MikeA, sp0n, PN, raquin, bateman, obersten, hUrl, ganshir, rolfe, pind, pabbe, maldera, andyT, smilex, bugzy, tisser osv osv. Efter 2004 gled det efterhånden mere ud - folk gamede efterhånden det langt mindre tilskuervenlige WOW og hvis de ikke hoppede med på den, så stoppede de med at game, fordi cs gik lidt død for de gamle drenge. Flere og flere begyndte osse at læse og arbejde - måske blive voksne? - så der blev ikke brugt så meget tid på det mere. Men det var fandme gode dage, med nogle memorable samtaler, der fik mig til at tude af grin gang på gang, som gav mig nogle herligt skøre venner jeg aldrig ville ha mødt uden irc. Til min fødselsdag i 2003 kom der en del af irc-drengene som jeg endda aldrig havde mødt irl før - fantastisk! Uden irc havde mit efterår i 2004 sq osse været en del hårdere at komme over, men drengene med deres syge humor og kendskab til sagerne vidste lige hvorn de sku hive mig op. Mirc ftw!

Når musik, liv, speciale, sport og kringler går op i en højere enhed.

Ja, når det går op i en højere enhed, så er jeg lykkelig! Og det er lige præcis hvad der sker for tiden. Jeg er forelsket i mit speciale - det er vel den bedste måde at beskrive det på. Det er det første og sidste jeg tænker på hver dag og drømmer tilmed om det. Derudover bruger jeg vel ca. 30 timer om ugen på at læse, skrive og finde kilder i YNDLINGS arkivet. Seriøst - Roskilde Festival arkivet er intet mindre end enestående. Der er ALT! Og jeg elsker det! Derudover er det osse super hyggeligt at sidde der og bladre kilder igennem og små-sludre lidt med de andre i barakken. Mit arbejde er fantastisk! Måske ikke selve arbejdet, der ikke er så vanvittig udfordrende, men mine kollegaer på Rød Stue, Mette-chef og div. sagsbehandlere er ufattelig herlige og vi får grinet MAJET! De dage hvor jeg sidder på KB (nej ikke boldklubben - men Kgl. Bibliotek) og læser er jeg omgivet af endnu flere herlige mennesker; Kvis, Lea(pt. udlånt til osteland), Chinook (der kommer selvom han er færdig hahaha), Lisbeth, Jakob og Jon - og når kl. er 14, så får jeg lige et skud energi i form af AB og ALM (de sorte spejdere). Life is freaking sweet!

Random druk blir det osse til - mest med Klaus, for så er der garanti for spass, og så savner jeg ham osse tit. Sidst blev jeg sendt hjem i en taxa kl. ca. 19.30 med en brækpose i hånden, som blev flittigt brugt. Oveni hatten vinder MINE drenge guld - og jøsses, hvor jeg tudede og rystede efter den semi. Det har jeg bare ønsket for dem siden 2002, da Andreas og jeg sad og så bold mens jeg nervøst læste til filosofi-eksamen på teologi. Under dette EM skete der noget ret afgørende i mit liv. Det var lidt under opsejling under VM sidste år, men i år sprang det ud i lys lue; jeg har for første gang nogensinde ikke kun anerkendt men ligefrem fundet en yndlingsspiller hos et modstanderhold! I sport bærer jeg ellers nag - for evigt. Og hader af princip modstanderen. Men Ivano Balic er for syg! Ikke kun en gudsbenådet håndboldspiller, men osse så ufattelig sympatisk og med den herligste mimik. Man aner ikke om manden er vågen, koncentreret, fuld af initiativ eller lettere passiv - man ka blive i tvivl om han er klar over, at han står på banen og skal spille. Desuden ryger han smøger og drikker kaffe i store mængder og er alligevel verdens bedste spiller. Ikke noget krukkeri eller andet skidt ved ham - han elsker bold og er vanvittig morsom. ILU Balic! Eneste skår ved DKs sejr var, at Balic så så ked ud.

I går købte jeg billet til Gutter Twins. For den uvidne ka jeg så afsløre at det er et projekt som Greg Dulli og Mark Lanegan har startet. Lanegan er heltEN. Og de spiller i Lille Vega. LILLE VEGA! Åh Gud! Ved ikke helt om jeg ka vente helt d. 14. april så meget glæder jeg mig, men ind imellem ska jeg så lige til The Cure m. søde Maria og The Mars Volta m. Erik, Ellen måske?, Chinook og Fedesen, hvis han får billet, så det går vel nok.

Slut for denne gang - jeg ville bare lige melde at jeg var i live og har det ganske fortrinligt!