Det må ha været i efteråret 1994. Tonny var blev opfordret af Kashmir-forsanger til at lytte til en ung gut med stor stemme fra USA. Jeff Buckley hed han. Som altid kom alt musik, der gik gennem Tonnys højtalere et smut forbi mig. Det første nummer jeg hørte var Halleluja, et Cohen-nummer, og som så mange andre var jeg solgt ved første tone. Ret hurtigt fik jeg erhvervet Grace, som er Jeffs eneste udgivelse, og lyttede stort set ikke til andet end det album i 4 år. Mindst en gang om dagen hørte jeg Jeff - og sikkert kun afbrudt af Kashmir. Fik fat på nogle live optagelser hvor The Way Young Lovers Do fra Live at the Bataclan er et af de smukkeste numre jeg nogensinde har hørt.
Kan huske at Rikke og Tonny overvejede at tage på Roskilde Festival i 1995, men af uransagelige og langt fra tilgivelige årsager gjorde de ikke. Hvis de var taget afsted, var jeg taget med - men måtte ikke selv. Den fredag eftermiddag, hvor Jeff spillede på Rød Scene sad Rikke og jeg foran radioen ude i køkkenet og græmmede os, fordi vi ikke var der. Tror endda næsten af vi græd (virker ganske lamt og teen-agtigt, men for filan, det var JEFF!) Det blev ikke bedre, da Kasper Eistrup blev interviewet efter koncerten og udtalte noget i stil med, at det var det smukkeste han nogensinde havde været vidne til. Fik senere en kæreste, der udtalte: Jeg gik da forbi, men det lød pissekedeligt, så jeg gik igen. Godt jeg slap af med dig, Rasmus.
For præcis 10 år siden i dag blev Jeff Buckley meldt savnet. Jeg fulgte sagen på MTVs tekst-tv og var ganske urolig i dagene efter. Jeff, der var i godt humør, var svømmet ud i Mississippi River, mens han sang Whole Lotta Love. Så forsvandt han. En uge senere så jeg med gru på txtv, at han var blevet fundet død længere nede af kysten. Ka huske at jeg ringede til Sif, min veninde og lidelsesfælle fra gymnasiet, og vi var virkelig berørte af det.
I 1998 blev Sketches for my Sweetheart the Drunk udgivet, som var sange Jeff var i gang med at indspille, da han døde. I juni 1998 var der mindekoncert i Vega, hvor en række danske kunstnere fortolkede nogle Jeff Buckley numre og Jeffs mor og Mick Groendal (bassist i Jeffs band) var der også. Nogle fortolkninger var bedre end andre - lad os bare sige at jeg forevigt vil ha et anstrengt forhold til Steen Jørgensen.
Jeff er stadig en af mine store musikhelte og Grace er et af de mest komplette albums jeg nogensinde har hørt. Tænk at en lille fyr med kun ét album kan påvirke musikverdenen så meget.
I'm not affraid to go, but it goes so slow.
4 kommentarer:
tjuuummm, Det var dig som introducerede mig for Jeff... men stoppede med at høre til ham efter vi ikke var kærester, men faldt over det og hørte det lidt i starten af det pulserende uni-liv og så glemte jeg ham igen i en tåge at minimalistiske beats og hip-hop... Det er meget smukt, men det er altså også lidt for feminint til min smag nu. måske hvis jeg en dag skulle blive ked og sur
Introducerede og introducerede - tror jeg krævede at du hørte det og elskede det. Hahaha, fattede ikke at du ikke sys det var himmelsk.
Femi er det nye maskuline.....not. Øl og bold - det ved man hvad er - og så er vi ved Carlsberg-reklame-diskussionen igen :)
Nej, vi når aldrig Carlsberg tilstande... fordi vi er maskuline nok og tilpas femi.
I want not approve on it. I think warm-hearted post. Expressly the title-deed attracted me to review the sound story.
Send en kommentar