For lidt under et døgn siden stod Rikke og jeg utålmodigt foran scenen i Vega og ventede på Chris Cornells entré. Først kom bandet og spillede lidt lyd og så kom Chris ind ganske cool, uden de store fagter, ansigtsudtryk eller andet der indikerede hans state of mind. Jeg forberedte mig på en hitparade fra en af mine helt store rockhelte (vel egentlig kun overgået af Mark Lanegan - det vender vi tilbage til), en koncert, hvor der ikke var så meget snak - men mest bare en stadfæstelse af hans rocktalent. Han startede godt ud med Let me drown og derefter Outshined (uha jeg elsker det nummer og mindes at jeg stod og brøøølede det foran Orange Scene i 2005). Stadig ikke så meget andet end musik, men på et tidspunkt under koncerten ændrer det sig lidt. Chris smiler ufattelig meget, fortæller lidt om sangene: This is a song about a band, that started to play some music back in 1985 in Seattle - what else was they supposed to do?, lever sig voldsomt ind i hans backing band og opfordrer folk til at klappe af dem, når de laver soli. En virkelig udadvendt rockstjerne - hvor rart! Samtidig har han en helt ufattelig udstråling - jov, han er røv lækker, men lækkerheden forstærkes i den grad af, at han har den syge udstråling.
ILU CHRIS! Han synger stadig vanvittig fed, godt nok ka han ikke skrige som i gamle dage, men det er stadig fjollet fed. Han spiller hit på hit og Rikke og jeg elsker jo selvfølgelig mest de gamle sager som Hunger Strike fra Temple of the Dog-tiden, en sang, han synger sammen med Eddie Vedder (og forsøger lidt at synge i Vedder-retning, da han skal synge den del af sangen - fint lige at melde respekt den vej), Rusty Cage, Jesus Christ Pose fra Badmotorfinger, Spoonman og Black Hole Sun fra Superunknown og Burden in my hand fra Down on the Upside. Han spiller også noget Audioslave, som jeg i bund og grund er ligeglad med, men der var lidt for alle - og numre fra alle elementer i hans karriere. Højdepunktet for mig var uden tvivl da han spillede Seasons - som iøvrigt var et af hans yndlingsnumre, meldte han. OSSE MIT! Var jeg lige ved at skrige. Nummeret er fra Soundtracket til 90'er filmen Singles (omtalt elsewhere på min blog) og det ligger så perfekt til hans stemme og er så fint, smukt og stemningsfyldt. Hvis jeg var tæt på at tude under den koncert, så var det dér.
En virkelig fantastisk koncert, hvor jeg gik der fra med fuldstændig opfyldte forventninger. Fik stort set alle de sange jeg gerne ville ha - manglede måske My Wave og Fell on Black Days, men fik Seasons! Lidt flad med Audioslave sangene, men han sku jo åbenbart tilfredsstille alle. Jeg kom til koncerten og ELSKEDE Chris. Soundgarden har nok været dét grungeband, jeg har hørt mest og Chris jeg har elsket længst tid. Mark Lanegan har sneget sig ind på mig de senere par år og lidt overtaget, fordi han har været og er ret ubemærket og er kompromisløs i sine musikvalg, hvor Chris har leget med Audioslave, som aldrig har været "rigtigt" i mine øjne. Efter koncerten må jeg dog melde, at jeg nu forguder CC. Han er tro mod sine tidlige sange og elsker dem stadig - i bund og grund er han stadig Soundgarden, men ændringer i musikverdenen har taget ham andre steder hen. Samtidig er han så mega sympatisk, glad og uden rocknykker - fuck han er den gladest rockstar jeg nogensinde har set!
Endnu en gang beviste en af de gamle grunge-helte at grunge er og blir min yndlings genre - alt andet er fyld og vage efterligninger! Hurra for Seattle!
Lige en update på min fysiske tilstand:
-betændelse i albue
-infiltrationer i hele venstre side pga. skævhed i ryg og irritabel iskias (forværret pga. ovenstående)
-mega blå mærker på ryg, røv og lår som følge af styrt på trappe sidste lørdag i brandert.
-hudafskrabning på knæ incl. blåt mærke som følge af startvanskeligheder på cykel i dag - i ædru tilstand.
For at bruge en gammel BIF-traver: VÆRSTE SKADESHELVEDE I 30 år!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar