120 minutters ren testosteron.

Så så man lige mig gå i selvsving. Jeg elsker bold, jeg elsker spillet og alle de små finesser, taktikken, spændingen, det uforudsigelige osv. Men for SATAN hvor jeg fuldstændig og helt er fortabt til al den testosteron, der flyver rundt alle steder til sårn en kamp. Brede, der kommer ud til Sektion12 lige før kick off, knytter hænderne og brøler - og fansne, der brøler igen. JC, der gjorde det samme i 2. halvleg af forlænget. Mackan og Grønkjær, der efter deres scoringer løber ud til banden og råber deres gejst og vilje ud til os. Til sidst efter kampen kom spillerne vanen tro forbi Sektion12, vi vendte ryggen til og dansede - de gjorde det samme. Efter et stykke tid vendte vi os brølende og jublende om og spillerne brølede med. FÅRK jeg elsker det! Al den råben, brølen, knytten hænder og syngen. Al den glæde og specielt vilje. Jeg elsker vilje - elsker mine dejlige spillere, der fandme bare VIL! Sionko, der bare løber, kæmper og vil så ufattelig meget. Elsker mine medfans, der synger og støtter holdet - allerhøjest lige efter vi kom bagud. Elsker når alle synger og synger - glemmer egentlig at man gør det, det kommer bare og blir mere og mere intenst. Jeg er så fortabt til fankultur. Efter sårn en aften som i aften, er jeg bare lykkelig. Drømmer bold, vågner med et smil om munden, står næsten og tuder i netto af bar stolthed over BTs forside med en brølende Grønkjær. Hell yeah! Hvis man tog nogle prøver på mig nu, ville resultatet nok være en helvedes masse endorfin og testosteron. FCK-Lens ind på all-time-live-football top-5.